Art(s)bestemmelse

Betula transitus er hverken det ene eller det andet. Den hænger, som dens latinske navn antyder, i en tilstand af overgang, med rødder i to arter og en identitet, der aldrig lader sig helt fastslå. Psykologisk set er dette ikke en svaghed. Det er en kapacitet at have evnen til at befinde sig i det uafklarede uden at falde. Birkeraklerne er samlet, konserveret og observeret. De er vidner til sig selv.

Lichen affectus er ikke én organisme. Det er en forhandlet sameksistens, en relation mellem svamp og alge, der har varet i millioner af år. I det forhold overlever ingen af parterne alene under disse betingelser. Det, vi kalder et individ, er her altid i kraft af et fællesskab. Lichen affectus vokser langsomt, mærker alt og glemmer ingenting.

Buccinum pudoris bærer sit hjem med sig. Skallen er dekorativ som en fortælling; lag på lag af vækst og pres. Psykologisk forskning i kropslig hukommelse beskriver noget lignende – at traumatiske og formative oplevelser ændrer nervebaner og sætter sig fysisk i strukturen. Buccinum pudoris minder os om, at form og erfaring hænger sammen.

Artemisia persona er en plante, der kender til masker. Den vokser villigt i industriens randzone. Den tilpasser sin kemi efter jordens tilstand og lugter forskelligt alt efter, hvornår på dagen man nærmer sig den. I folkemedicinen har den været alt fra helbreder til varsler. Psykologisk set er Artemisia persona en påmindelse om, at tilpasning og autenticitet ikke er modsætninger; de er et kontinuum.

Pisum emergens kravler opad alt, hvad den møder. Den sætter sine knopper der, hvor ingen ser dem, inde i den tætte grønne masse, skjult bag blade. Botanisk og psykologisk er det en overlevelsesstrategi; at gemme det mest levende i sig væk, fordi det individuelle er det mest sårbare at vise frem. Altid at være skærmet mod den største frygt; at kunne blive spist, udstødt eller tilintetgjort.

Pisum emergens bærer skam som overbevisningen om, at det, vi er, ikke er nok til at høre til. Pisum emergens blomstrer alligevel for at overleve; stille, indad, på sine egne betingelser.

Carcinus communitas lever i den flydende zone mellem land og hav, et sted der konstant er i forandring. Den skifter skal og skjold, når den vokser, og i de perioder er den uden beskyttelse; sårbar, blød, ny. Psykologisk set er det et billede på enhver form for forandring – at man for en tid må give afkald på de overlevelsesstrategier, der har beskyttet én, for at man kan vokse sig stærkere eller overleve. Carcinus communitas er én krabbe og alle andre. Den er en nødvendig tilstand, når noget nyt er undervejs.

Conus socialis er frøbærer. Hvert skæl rummer potentiale, men kun under de rette betingelser åbner koglen sig. Temperatur, fugt, tryghed og tid bestemmer, hvornår frigivelsen sker. Det er udvikling, der skabes med tålmodighed under særlige vilkår. Conus socialis er opkaldt efter den sociale dynamik, der ligeledes kræver særlige betingelser for at udvikle sig. Vi observerer. Vi venter.

Natrix transformata skifter modigt hud, metaforisk og bogstaveligt. Den efterlader sit gamle lag som et præcist negativ af sig selv – en form uden indhold, en identitet uden krop. I jungiansk psykologi er dette individuationsprocessen, hvor det gamle selv forlades, så noget mere sandt kan træde frem. Natrix transformata er samlet i glas. Huden er der. Slangen er gået videre.

Cuprum resonans er efterladt i jorden som en del af et kemisk arkiv over det, der engang blev fremstillet her. Kobber leder strøm, varme, tid – og i sin struktur bærer det spor af hænderne, der formede det. Cuprum resonans leder den kollektive identitet i det delte arbejde, det delte sted og det delte tab. Den sætter sig i kroppen, i sproget, i ubevidste handlinger og normer og resonerer imellem os. Cuprum resonans ligger stadig i Frederiksværks jord. Den venter på at blive erkendt og forsonet.

Taraxacum mutatio har i årtier slået sig ned i sprækker, på industrigrunde og langs asfaltkanter. Dens spredning følger ingen plan, men et mønster. Med hver frøstjerne sender den sin slægt videre til nye vilkår. Det, der overføres, er ikke kun gener, men også evnen til at overleve det fremmede. Studier af Taraxacum mutatio peger på, at arten trives bedst der, hvor forstyrrelsen er størst. Det kalder vi resiliens. Naturen kalder det overlevelse.

Pinus transfigurata har overlevet brand, vind og rydning. Barken er tyk, harpiksen sej og tæt. Træet er kodet til at klare sig under stress. I skovbrugsterminologi er det en pionerart. I psykologisk terminologi kalder vi det posttraumatisk vækst. Det, der sidder i barken, er styrke og sanseberedskab i ét. Det er evnen til at aflæse stedets pludselige forandringer og indordne sig i tide. Det er generationelt overført og kropsligt indlejret. Pinus transfigurata er barkfragmenter som hud fra et overlevende landskab, der altid har vidst, hvornår det skulle bøje af for at overleve.

Fomes liminalis vokser i grænselandet mellem liv og forfald. Den lever af det døde træ og forlænger samtidig dets fortælling. I antropologien kalder vi denne tilstand liminal – tærsklen. Den er hverken inde eller ude, hverken før eller efter. Fomes liminalis er ikke en parasit. Den arbejder med dybe, udvidende forandringer, der omdanner det, der ikke længere kan være sig selv, til noget nyt.

Saccharina collectiva lever i det, vi ikke kan se fra land. Under overfladen dannes komplekse strukturer af lys, strøm og næring. Tangen har ingen individuel intention, og alligevel organiserer den sig. Saccharina collectiva er opkaldt efter det fænomen, vi i psykologien kalder kollektiv affekt – den fælles følelsesmæssige tilstand, der opstår, uden at nogen har besluttet den.

Chondrus metamorphica skifter farve med lysforholdene. I skyggen er den mørkt purpur. I sol bliver den gulgrøn. Samme organisme, radikalt anderledes fremtoning. Biologer kalder det fænotypisk plasticitet. Når det sker inde i mennesker, kalder vi det noget andet. Chondrus metamorphica er samlet ved Frederiksværks kyst og placeret i glas. Planten er fastholdt i ét øjeblik af sin kontinuerlige transformation.

Picea identitas vokser i tætte bevoksninger, hvor det individuelle træ hurtigt mister sig selv i massen. Alligevel er hvert eksemplar genetisk distinkt. Artens grundvilkår er spændingen mellem det kollektive og det særegne, og måske er det også vores. I Frederiksværks landskab stod rødgranen som råmateriale. Nu stilles spørgsmålet – hvad er tilbage, når den kollektive funktion er væk?